E. Klink skal efter fyringen af den spanske teknikentreprenør Inabensa producere ventilationskomponenter til den skandaleramte Niels Bohr Bygning

Som de fleste vil vide, har Niels Bohr Bygningen været én af de større offentlige byggeskandaler i nyere tid.

Ekstraordinært svigt i kvaliteten

Den 10. februar 2017 besluttede Bygningsstyrelsen at ophæve kontrakten med den spanske teknikentreprenør Inabensa på baggrund af det helt ekstraordinære svigt i kvaliteten af det udførte arbejde og de leverede bygningsdele – herunder ikke mindst de mange defekte ventilationskomponenter. Bygningsstyrelsen har nu anlagt en voldgiftssag mod Inabensa med krav om 625 mio. kr.

Test afslørede defekte ventilationskomponenter

Ved hjælp af særlige tæthedstest og røntgenfotograferinger har voldgiftsnævnets syn og skøn bl.a. dokumenteret, at ca. 70% af alle de af Inabensa leverede ventilationskanaler var så utætte, at man måtte betragte dem som ubrugelige. Disse er nu nedtaget og bortskaffet. Hvad angår bygningens ventilationskomponenter er det nu stort set kun aggregaterne, der står tilbage.

E. Klink skal producere nye kvalitetskomponenter

I samarbejde med Aarsleff og WK-gruppen færdiggøres teknikentreprisen, hvor E. Klinks rolle bliver at producere ventilationskomponenter i en kvalitet, der modsvarer danske kvalitetsnormer. Leveringen af de mange ventilationsdele er i fuld gang og forventes færdig ultimo 2018.

Følgende bygningsdele skal E. Klink producere og levere til Niels Bohr Bygningen:

• Rektangulære kanaler og bøjninger
• Spirorør
• Specialstykker
• Specielle fortrængningsarmaturer
• Specialbæringer
• Lyddæmpere
• Maskinrumsvægge
• Emfang og taghætter/gennemføringer
• Facaderiste